terne, at man har været fuldt klar over denne Handlings Rækkevidde; man erklærede den nemlig selv for uregelmæssig ved at henvise til, at hvis Haakon døde uden Børn, skulde senere den „rette og gamle Kongearv“ atter træde ind. Man var altsaa ogsaa i Norge vant til at tage politiske Hensyn endog ligeoverfor Arveloven, som dog i Nordmændenes Øine var en Del af „Kristendomsbolken“. Da derfor om Høsten 1387 Efterretningen om Kong Olafs Død naaede Norge[1] og det Spørgsmaal stilledes, om Kong Albrecht var arveberettiget, er det antageligt, at dette almindeligt besvaredes benægtende. Ingen Beretning herom er levnet, men det fremgaar dog med Sikkerhed af Udtalelserne fra Febr. 1388, at man var enig om, at Mecklenburgerne havde gjort sig uværdige til at arve Kongedømmet ved at have ført Krig mod Kongerne. Man har aabenbart betragtet Mecklenburgerne som yngre Prinser af Kongefamilien, der gjorde oprør mod Familiens Chef, altsaa var „Landraademænd“, eller som det ved Mødet udtaltes, at „de havde været Modstandere af Norge og dets Konger og kunde derfor ikke blive Arvinger til og Konger i dette Rige“. Denne Udtalelse kom først frem, efterat Dronning Margrete var valgt i Norge, og gjælder nærmest hendes Søstersøn Albrecht den yngre som hendes nærmeste Arving; men Ytringen har dog sin Anvendelse paa hele Hertugslægten og er en Forudsætning for selve Margretes Valg. Da dette aabenbart var den naturlige Følelse i alle politiske Kredse, navnlig paa Østlandet, hvor man havde lidt mest af Krigstilstanden, tør man tro, at man her har hævdet, at Kongeslægten maatte ansees for uddød; man var ialfald enig
- ↑ Det var bekjendt i Oslo før 13de October (Dipl. Norv. IV No. 540), men rimeligvis allerede i August.
