Side:Historisk Tidsskrift (Norway), fjerde Række, første Bind (1901).djvu/18

14

DR. GUSTAV STORM.

om, at der ingen arveberettiget fandtes. Men Følgen deraf blev, at man nu efter Landslovens Forudsætning maatte skride til Kongevalg, og at man saa sig om efter et „Kongsemne“. Her laa det da nær at tænke paa fjernere Kongeslægtninger, altsaa paa Havthoressønnerne og deres Ætlinger. Først for Tur stod da Jon Havthoressøn, Kong Magnus’s ældste Fætter; men han var nu en Mand paa over 70 Aar og havde allerede i mange Aar været udenfor det offentlige Liv, skjønt han endnu levede i Borgesyssel; den sidste Gang, han vides at have deltaget i et Raadsmøde, var i 1379. Men han havde flere Sønner, og af dem var den ældste Ulv allerede i 1369 Ridder, og den næstældste Haakon ligeledes da voxen. Da Ulv Jonssøn havde arvet sin Moders Besiddelser i Værmland og Sverige og derved nærmest var knyttet til dette Rige, maatte opmærksomheden i Norge særlig henledes paa Haakon som Kronkandidat, thi han havde allerede i mange Aar været norsk Sysselmand og Rigsraad og havde tillige ved sit Giftermaal med Margrete Eilivsdatter af Naustdal og Hvaal (Datterdatter af Drotseten Erling Vidkunnssøn) opnaaet store Besiddelser paa Vestlandet. Det synes ogsaa sikkert nok, at nogle har ønsket at vælge ham til Konge; men dels har han neppe selv ønsket det, dels har baade han og hans Slægt været saa nær knyttet til Dronning Margrete, at han har veget tilbage, saasnart hendes Kandidatur traadte frem. Thi omtrent samtidig med at Efterretningen om Kong Olafs Død naaede Norge, kom vistnok ogsaa Rygtet om, at man i Danmark holdt paa at vælge hans Moder til regjerende Dronning i Danmark, og et saadant Valg maatte i alle politiske Kredse siges at være det naturligste ogsaa i Norge, naar man ikke vilde underkaste sig Mecklenburgerne. Den, som her blev den ledende Mand,