Side:Historisk Tidsskrift (Norway), fjerde Række, første Bind (1901).djvu/19

var naturligvis Erkebiskopen i Nidaros; thi efter Landsloven skulde Kongevalg foregaa efter Raadslagning med Erkebiskopen, og hans og Biskopernes Stemme skulde være afgjørende ved Valget.

III.

Det er bekjendt, at Dronning Margrete baade i Danmark og Norge i sin Søns Regjeringstid lagde Vægt paa at sikre sig Geistlighedens Hengivenhed; særlig sørgede hun altid for at faa sine Tilhængere paa Bispestolene, hvorved de geistlige Medlemmer af Rigsraadet altid stod paa hendes Side. Hendes Fremgangsmaade hermed i Norge var i hendes Søn Olafs Regjeringstid endog for dristig, saa at den vakte Anstød, idet hun lod danske Tilhængere blive Biskoper i Norge: i 1382 fik hun Bispestolen i Stavanger og Erkestolen i Nidaros besatte med Danske. Misfornøielsen hermed synes at have gjort hende forsigtigere. Da Erkebiskop Nikolaus døde 1386, blev ganske vist ogsaa en Tilhænger af hende udnævnt til hans Eftermand; men den nye Erkebiskop, Vinald Henrikssøn, var ikke dansk og kunde, skjønt svensk født, næsten regnes for Nordmand, da han i ialfald i hele sin Manddomstid havde virket i Norge: først som Præst paa Tjørn, derpaa som Kannik i Oslo og Vicekansler, endelig som Kapelmagister i Bergen. Han var Kongeslægtens trofaste Tjener og havde vistnok tidlig sluttet sig til Margrete. Det var et uhyre Held for Margrete, at denne Mand ved hendes Søns pludselige Død befandt sig i hendes Nærhed, idet han var kommet til Skaane for at præsentere sig for Kongen paa Hjemveien fra Genua, hvor han var bleven stadfæstet af Paven (Juni 1387); han kunde derved deltage i Forhandlingerne om hendes Valg