og ved sin Stilling i Norge paa en Maade repræsentere dette Land, idet hans Tilslutning til hendes Planer ydede en Garanti for, at Rigerne Danmark og Norge fremdeles skulde holde sammen mod de fælles Fiender.
Det kan ikke nægtes, at Margrete og hendes danske Tilhængere har handlet raskt og overensstemmende med Danmarks Interesser. Den naturlige Arving til Danmark var nu utvivlsomt Albrecht den yngre af Mecklenburg, Valdemars ældste Datters Søn; men et saadant Valg vilde, da hans Farbroder herskede i Sverige, være det samme som, at hele Norden faldt i Mecklenburgernes, Arvefiendens Vold. Selvfølgelig maatte Margrete forene sig med den danske Adel og Geistlighed mod dette, og saa skede ogsaa. Allerede 7 Dage efter Sønnens Død blev Dronning Margrete (10de August) paa Skaanes Landsthing i Lund valgt og hyldet som Regentinde. De tilstedeværende, Adel og Geistlighed og Bønder i Skaane samt endel fra andre Dele af Landet, erklærer her, at de er komne overens med hende og hun med dem om, at de „ikke vil tage nogen til Konge eller drage nogen ind i Danmark eller tage nogen til Hjælp, som er hende i nogen Maade imod“ (d. e. i første Tilfælde Hertug Albrecht d. y. og i andet Kong Albrecht), og det samme tilsiger hun dem; hun lover at lade dem nyde tidligere Privilegier, og de lover at tjene hende lige til den Dag, da hun og de bliver enige om at vælge en Konge. Hendes nye Stilling betegnes ved, at hun vælges til „fuldmægtig Frue og Husbonde“. Midlertidigheden antydes ved, at hun kaldes „ganske Rigens af Danmark Formynder“, og Valget begrundes foruden i det fælles Fiendskab til Mecklenburgerne dels i, at hun er Kong Valdemars Datter og Kong Olafs Moder, men tillige i „den gode Vilje og Gunst, som Rigets Indbyggere altid have fundet hos hende“.
