Margrete selv foretrak naturligvis den første Grund og antyder den i den Titel, hun nu antog, som Danmarks „rette Arving og dets Fyrstinde“.
Ved dette Valg havde den norske Erkebiskop ikke blot deltaget, men han staar ogsaa i Spidsen for de 14 Mænd, som udstedte Vidnesbyrd derom[1]. Aabenbart har Vinald ogsaa fulgt med Dronningen, da hun drog over til Sjæland for at føre sin Søns Lig til Roskilde (11te August), og han var endnu i Sjæland, da Margrete (21de August) blev hyldet paa Sjælands Landsthing i Ringsted. Den 8de September overgav Dronningens Befalingsmand i Vordingborg ham der Efterladenskaberne efter hans Forgjænger Nikolaus, som var død i Danmark; Vinald udstedte sin Kvittering derfor og lovede det throndhjemske Kapitels Kvittering, saasnart som Dronningen kom med til Norge, men hvis hun ikke kom med, skulde han inden Aar og Dag skaffe Kvitteringen til Danmark[2]. Der har altsaa mellem Dronningen og Erkebiskopen været drøftet Muligheden af, at han skulde føre hende til Throndhjem og der faa hende valgt paa den i Landsloven forlangte Maade; men dette er senere opgivet, og Grunden dertil er snarest, at det trak ud med Hyldingen i det vestlige Danmark og Dronningen derfor ikke kunde forlade Danmark. Først den 26de Oktober hyldede Fynboerne hende i Odense[3], og Jyderne har samtykt i det samme maaske endnu senere. Dronningen er aabenbart blevet i Danmark til over Jul, reiste i Januar Maaned gjennem det vestlige, hende tilhørende Sverige og ankom først i Slutningen af Januar til Oslo. Imidlertid har Erkebiskopen
