„Renselse“ i Oldnorsk heder skírsla eller skíring (fem.) og Navnet maatte have faaet Formen Skíringarsalr eller Skírslusalr. Og ganske urigtig eller ligefrem umulig er den Forklaring, som Hr. Sørensen giver eller rettere lover at give, at Skíringssalr skulde betyde Daabssal eller Daabskirke og være en Oversættelse af „ecclesia baptismalis“. Navnet Skíringssalr forekommer jo i autentiske Dokumenter fra 9de Aarhundrede, og der skal et dumdristigt Mod til at forudsætte, at et Distrikt fra den Tid – som altsaa maatte forudsættes allerede da at være gammelt – i et hedensk Land skulde faa en kristelig Betegnelse. „Ecclesia baptismalis“ betegnede i Kristenheden i 9de Aarhundrede en Sognekirke; men de ældste Sognekirker i Norge var jo Fylkeskirkerne fra Olav den helliges Tid, og vi véd, at Fylkeskirken i det søndre Vestfold i 11te og 12te Aarhundrede var Heidarheims Kirke, ikke nogen Kirke i Skiringssal. Ogsaa i sproglig Henseende synes mig Hr. Sørensens Hypothese at være umulig. Daab heder paa oldnorsk skírn af skíra (egl. at rense), eller enkeltvis (i Eidsivathingsloven) skíring (gen. skíringar), og af det første Ord nævner Fritzner Sammensætningerne skírnarbrunnr, skírnardagr, skírnardropi, skírnarembæti, skírnarfont, skírnarhald, skírnarnafn, skírnarport, skírnarsár, skírnarson, skírnarvatn, skírnarþjónasta, skírnarþjónn. Der er altsaa ingen Plads for noget Genitiv skírings.
2. Herredet Skiringssal. De større Distrikter, som vi ved den historiske Tids Begyndelse kjende fra det sydøstlige Norge, er Fylkerne eller de ældre Kongeriger: Ránrike eller Alfheimar (Bohuslæn), Vingulmǫrk omkring Kristianiafjorden fra Svinesund til Drammensfjorden samt Vestfold fra Drammensfjorden til Langesundsfjor-
