den, hvortil undertiden regnedes Grenland paa Vestsiden af denne. Hvert Fylke bestod af et ubestemt Antal Herreder med selvstændigt Thing for Herredets indre Anliggender; Herredet var det mindste judicielle og administrative Distrikt. Denne Inddeling er den ældste kjendte i dette Land som i Nabolandene, og den har delvis holdt sig i historisk Tid, eller dens Levninger kan ialfald i Regelen paavises i ældre Navne, som i historisk Tid holder paa at dø ud. Herredsinddelingen blev fra først af ikke paavirket af det 10de Aarhundredes Krigsforfatning, idet dennes Grundlag (Ledingen) hvilede paa Mandtallet og saaledes Skibreiderne maatte organiseres i Distrikter, som stillede 40 Mand til Ledingsskibet; til Navne paa Skibreider valgte man endog fortrinsvis Navne, som var uafhængige af Herredsinddelingen. Derimod kom den kirkelige Organisation i kristelig Tid til at paavirke og efterhaanden omdanne Herredsinddelingen. De ældste Kirkesogne var Fylkerne, idet der efter Olav den helliges Anordning skulde være mindst én offentlig Kirke i hvert Fylke; for det sydøstlige Norge blev der sandsynligvis endnu i Olavs Tid bygget to Fylkeskirker i hvert Fylke, som alle Fylkesmænd havde at vedligeholde. Et Aarhundrede senere (c. 1140, da Borgarthingsloven blev nedskrevet) var der i hvert Herred opført én Sognekirke, som alle Herredets Mænd havde at vedligeholde; Sognepræsten kaldes „Herredspræst“, og han skal ikke forlade Herredet uden Tilladelse fra „Herredsmændene“. Saaledes kom Sogn og Herred til at falde sammen[1], og Sognenes Navne til at blive identiske med Herredsnavnene. Men Udviklingen stansede ikke her: i de folkerigere Herreder voxede der op Privatkirker ved Siden af Herredskirken,
- ↑ Taranger, i dette Tidsskrift 2den Række VI, 340.
