og til disse Privatkirker sluttede sig en omboende Menighed, saa at et Herred efterhaanden kunde opløse sig i flere Sogne. Kirkerne begyndte tidlig i Folkemunde at tage Navn efter den Gaard, hvorpaa den var bygget, og Gaardens Navn blev da oftest Sognets Navn; de gamle Sogne- eller Herredsnavne fortrænges derfor efterhaanden af de nye Sognenavne. I det gamle Vestfold findes saaledes de gamle Herredsnavne kun delvis bevarede, dels som Fællesnavn for flere Sogne, dels som de forældede Navne paa nyere Sogne. Saaledes er Eikjar (Eker), Sandshverf (Sandsvær), Lagardalr (Lardal), Borró (Borre), Ré (Ramnes m. m.) og Nesit (Brunlanes) i 14de Aarh. opløste hver i flere Sogne; derimod bestaar fremdeles flere Herreder af ét eneste Sogn og tager hyppig Navn efter Kirken, dog saa at man delvis har det gamle Herreds Navn bevaret. Herhen hører:
- Angr eller Sandvinar sókn (Sande),
- Skógabggð (Skoger),
- Straumsbygð (Strømmen),
- Botnar (Botne),
- Válir (Vaaler),
- Sæmsherað eller Sæms s. (Sæm),
- Angrheimsherað eller Stokka s. (Stokke),
- Skeiðhaugsherað (Skje),
- Njótarey (Nøterø),
- Skaun eller Sandaherað ell. -sókn (Sandeherred),
- Skiringssalr eller Þjóðalyngs sókn (Tjølling).
Om Hæiðarheims s. hører til første eller anden Gruppe, ved jeg ikke, ligesaalidt om Herredet førte Navnet Numadalr, som Munch har ment. Derimod fremgaar det af Skattemandtal over Brunlaugs Len, at Tjølling, Sandeherred, Brunlanes og Hedrum endnu i 1528 udgjorde 4 forskjellige Herreder, og af de opregnede Gaarde
