paa samme Maade som Adam af Bremen kalder Nidaros „civitas Trondemnis“ = „Kaupangr í Þrondheimi“ efter Landskabet, og deri har Munch visselig Ret, da Skiringssal aldrig i norske Kilder er andet end et Herred. Munch har da med Rette ogsaa gjort opmærksom paa, at der i Tjølling ved Viksfjord findes (paa Nordsiden) en gammel Gaard med Navnet Kaupangr, og heri gjenfundet den af Ottar og Alfred nævnte „Havn“. „Kaupangr“ blev i Norges Middelalder Benævnelse paa den af de to Olaver anlagte Kjøbstad Nidaros, men derimod ikke om andre kongelige Byer; denne Sprogbrug kan kun forklares af, at der ved Nidelvens Munding, som udtrykkelig siges af Tjodrik Munk, allerede tidligere var en -Markedsplads[1]. At Navnet „Kaupangr“ er ældre i denne Betydning end Nidaros’s Anlæg (997), ses ogsaa af Navnets Udbredelse ikke blot i Sverige og Danmark, hvor det usammensatte Navn (sv. Køpunger, d. Køping) forekommer om Markedspladser, som aldrig voxte op til virkelige Kjøbstæder, men ogsaa og fornemmelig i Norge Navnets Forekomst her er nemlig betegnende; vi har det paa to Steder i det gamle Vestfold (Kaupangr i Skiringssal og i Botne), paa ét Sted i hvert af de følgende Landskaber: Romerike (Birkikaupangr i Nes), Hedemarken (Hamarkaupangr), i Østerdalen (Kaupangr i Storelvedalen), i Hallingdal (Kaupangr i Hol), i Numedal (Kaupangr i Svene Sogn), samt i Sogn (Lúsakaupangr); derimod er der med den sidste Undtagelse intet Spor til Navnet paa Strækningen fra Larviksfjorden til Norges nordligste Grænser, men saa forekommer det enkeltvis paa Island,
- ↑ Jeg har i en tidligere Artikel i dette Tidsskrift (3die Række 5 S. 435) vistnok med Urette mistænkt dette Sted hos Tjodrik, som ikke forudsætter; at Byen Nidaros da var til, men kun nævner „pauculæ domus negotiatorum“.
