nemlig i Eyjafjorden paa Nordlandet, og denne Kaupangr er opstaaet i Løbet af 10de Aarhundrede (Kålund II 125). Som det sees, har Navnet i Norge sin egentlige Udbredelse paa Østlandet, men har derefter en enkelt Aflægger paa Vestlandet (Sogn), i det Trondhjemske (Nidaros) og paa Island. Det hører aabenbart til Navndannelser fra 9de Aarhundrede, og dets Udbredelse synes at følge Hoveddalene paa Østlandene og altsaa at danne faste Punkter paa Handelsveiene. Og sammenligner man Navnets Udbredelse med Ynglingestammens, vil det være paafaldende, at Navnet netop findes inden Ynglingeættens Herskeromraade før Harald Haarfagre; det synes at begynde ved Kysten i Vestfold, og dets Udvidelse til Sogn synes at pege paa dette Landskabs Erhvervelse i Halvdan Svartes Tid. Alfred kalder „Skiringssal“ en port, hvilket nærmest betyder Havneplads eller Havnestad; paa samme Maade kalder Alfred Hedeby en „port“, og Rimbert kalder de samtidige Byer Birca (i Svitjod), Slesvig og Ribe dels portus regni, dels vicus (Landsby); og man ser af hans Skildring, at der i hver af disse Havnestæder er en „præfectus“, en kongelig Foged til at vogte Kjøbfreden. Dette maa da ogsaa forudsættes i den vestfoldske „Kaupangr“, og da Institutionen breder sig over hele Ynglingernes Rige paa Østlandet, maa man vistnok antage, at disse Kaupang’er er organiserede af Kongerne og staar under disses Beskyttelse, som Kjøbstæderne i Danmark og Sverige under disses Konger. Disse Kaupang’er paa Østlandet danner saaledes et vigtigt Led i Norges ældre Handelshistorie.
Hr. Sørensens Bog er fuld af Beviser for, at Havnestaden Skiringssal er det samme som Sandefjord. Jeg skal ikke mere opholde mig ved hans delvis ovenfor nævnte
