Man er i Almindelighed enig om at antage, at Bispedømmer med bestemt begrændsede Districter („Stifter“) her i Norge først ere blevne til i Olaf Kyrres Regjeringstid (1066–1093). Til Grund for Inddelingen lagdes Lovomraaderne, og Bispedømmerne bleve for det første tre, af hvilke de to oprindelig benævnes efter Landskaber (Throndhjem, Viken), medens det tredie, Gulathingslovens, savnede et saadant Navn og i Begyndelsen benævntes efter Øen Selja i Nordfjord, der anvistes Biskoppen til Bolig. Denne Ø var nemlig paa Grund af de Sagn, som længe havde været troede om Sunniva og Seljemændene, anseet for et helligt Sted. Kun en eneste Biskop fik sit Opholdssted her, nemlig Tydskeren Bernhard, „den Saxlandske“. Denne Mand var i sin Tid indviet i Rom af en Pave og anerkjendt af Erkebiskoppen af Bremen, der ansaaes ogsaa for de nordiske Landes Primas. Han kom til Norge i Magnus den Godes Dage og opholdt sig der til denne Konges Død. Med Magnus’s Efterfølger Harald kunde han ikke enes, og han begav sig derfor til Island, hvor han drog om fra Sted til andet og „viede mange Gjenstande, ved hvilke der skede Jertegn, saasom Kirker, Klokker, Broer og Brønde, Vad og Vand, Bjerge og
