Bjelder, og disse Gjenstande syntes at vise hans sande Værd“, som det hedder i det islandske Skrift, Hungrvaka (en Beretning om de fem ældste Biskopper i Skaalholt). Da Kong Harald var død, kunde Bernhard vende tilbage til Norge og begav sig da til dennes Søn, Olaf Kyrre. Olaf skal, fremdeles ifølge Hungrvakas Fortælling, have sendt ham til Rom for at erhverve Fred for den afdøde Konges Sjel. Da han atter kom tilbage, blev han Biskop i Selja. Men herfra flyttede han til Bergen og døde der, og „Alle ere enige om, at han var en saare fremragende Mand“.
Intet kunde da være naturligere end, at en Biskop, der skulde være geistligt overhoved fra Statlandet lige til Gjernestangen og desuden over de paa den anden Side af Fjeldene beliggende, men dog med Hensyn til Befolkning vestlandske Bygder Valdres og Hallingdal, maatte finde det hensigtsmæssigt at flytte fra et Sted, der, som Selje, var beliggende lige i Udkanten af hans Enemærker. Og Bergen maatte da være selvskreven til at blive hans nye Residents, da der samtidig her fremstod en By, den eneste paa hele Vestkysten. Noget omtrentligt Tidspunkt, end sige Aarstal, i Olaf Kyrres Regjeringstid kan ikke angives hverken for Bergens overgang fra en formodentlig allerede forlængst vel besøgt Havneplads til et mere bymæssigt Sted eller for Bisperesidentsens Flytning derhen. Temmelig hurtig har sikkert den saa vel og bekvemt liggende By, der til Udgangen af det trettende Aarhundrede mere end andre Byer var Kongernes egentlige Opholdssted, blomstret frem. Uden her at beskjæftige os nærmere med den egentlige Byhistorie, vil jeg dog paapege en Egenskab, som særlig udmærkede Byen i dens første Aarhundrede, fordi den neppe hidtil er bleven fremhævet.
Jeg tænker her paa, at Bergen i Middelalderen kunde i en ganske anden Grad, end senere er blevet Tilfældet,
