siges at have en central Beliggenhed. Saalænge nemlig Norge bevarede Herredømmet.over sine Vesterhavscolonier og Handelsforbindelsen med dem vedblev, maatte Bergen for disse Lande have en Betydning, som ingen anden norsk By. Staden blev med andre Ord det naturlige Midtpunkt ikke alene for det egentlige norske Vestland, men ogsaa for Island, Grønland, Færøerne, Hjaltland, Orknøerne, tilsammen en hel liden Øverden.
Dette blev naturligvis først og fremst af Vigtighed for Bergen som Handelsstad, men spillede ogsaa sin Rolle i politisk og i geistlig Henseende. Var end Nidaros den norske Kirkeprovinds’s Hovedstad, blev Bergen alligevel et Sted, hvor dennes Bisper hyppig mødtes, hvor jevnlig Synoder afholdtes, og hvor sikkert et stort Antal af Præsteemner fik sin Uddannelse. Her reiste sig ogsaa de kongelige Capellers Hovedkirke med Residents for den Provst, hvem Haakon V havde tiltænkt en overordnet Myndighed over den hele Capelgeistlighed, hvilket rigtignok snart gik i Forglemmelse. Lægger man hertil, at Bergens Klostre have en rigere Historie end de øvrige Stiftsstæders, samt at Byen ved Middelalderens Udgang var det Sted i Norge, hvor Reformationen tidligst banede sig Indgang, vil det erkjendes, at Bispedømmets Historie frembyder stor og mangesidig Interesse.
Den, der vil forsøge at fremstille denne, maa vistnok gjentage den gamle Klage, at Kilderne ere knappe, men det maa dog erindres, at heldige Omstændigheder have bevaret en Samling af Actstykker, hvortil intet andet norsk Bispedømme besidder et Sidestykke, nemlig den indholdsrige Copibog, der kaster et saa rigt Lys over mange Forhold netop paa den Tid, da den catholske Kirkeordning hos os stod i sin Blomstring, det trettende Aarhundredes første Halvdeel.
