Den forøvrigt ubekjendte Biskop Magne er paa Grund af et enkelt om ham bevaret Træk bleven omtalt i utallige Bøger. Han er maaskee allerede bleven Biskop i Magnus Barfods Tid og opføres i en gammel Fortegnelse mellem Biskopperne paa Sellø, skjønt han boede i Bergen. I Slutningen af Sigurd Jorsalfares Tid var det, at han, som Enhver kjender fra Sagaerne, nægtede at vie denne til hans Elskerinde Cecilia og opretholdt sin vægring med et uforglemmeligt Mod og med en Værdighed, der sømmer sig for en Guds Mand. Efter ham kom en vis Ottar, der skal have været Islænding, men forøvrigt er ganske ubekjendt og dertil kun temmelig kort kan have indehavt sit Stift. Magne levede jo endnu idetmindste henimod 1130, og i 1139 finde vi en ny Biskop Sigurd[1].
Denne maa have været en af de mærkeligste Mænd i den hele Række af Biskopper i Bergen. Han var i 1139 tilstede ved en Synode i Lund hos Erkebiskop Eskil[2]. Allerede som Præst kjende vi ham. Det var nemlig ham, der efter Sagaens Vidnesbyrd ledsagede Biskop Magne til Kong Sigurd i Kongehallen, og det maa være fra hans Beretning som Øien- og Ørenvidne til Samtalen mellem Kongen og Biskoppen, at den berømte Fortælling herom stammer. Han paaberaabes ogsaa udtrykkelig i denne, idet det hedder, at „Præsten Sigurd sagde siden, at Kongen forekom ham saa forfærdelig, da han hævede Sværdet mod Magne, at han neppe kjendte
