sig selv for Rædsel, medens Magne stod rank med Hovedet forover, som han var rede til at bøie Halsen frem, og derefter gik saa glad bort, at han hilsede leende paa hvert Barn, han mødte, og legede med Fingrene“, hvorefter en samtale mellem Magne og Præsten Sigurd gjengives, i hvilken den første udtalte, at han ingen bedre Død kunde tænke sig end at lade sit Liv for den hellige Christendom.
Sigurd er som Biskop især bleven erindret derved, at han har stiftet Lyse Kloster, og et desværre kun ufuldstændig bevaret lidet latinsk Skrift om denne Stiftelse lader os ane, at han har været en betydelig og fremragende Mand.
Han skal have været en Mand af fornem Æt, og denne Beretning støttes derved, at han sees at have eiet Jordegods, hvormed han kunde dotere sit Kloster. Men til hvilken Æt han har hørt, er uvist. Dette giver Anledning til en almindelig Bemærkning. Det er paafaldende, hvor lidet man kjender om de fleste norske Biskoppers Familieforhold, og hvor faa af dem vides at være udgaaede af Landets Aristokrati. Læseren vil maaskee studse ved at erfare, at den første Biskop i Bergen, om hvis Fader og Herkomst man har nogen nærmere Besked, er – Aslak Bolt i det femtende Aarhundrede, ja at der i hele Rækken ned til Aslak foruden Sigurd kun er een (Paal), om hvem det med nogen Vished tør sluttes, at han har været af fornem Æt. Naar man stundom finder Bisper fra Landets høiere eller høieste Kredse, saasom Erkebiskopperne Eystein og Peter af Husastad, Nicolaus og Haakon af Oslo, Askel af Stavanger, da er dette Undtagelser. Men dette har aabenbart havt meget stor Betydning i de følgende Kampe mellem Kongemagten og Hierarchiet. Thi netop denne vigtige Kjendsgjerning, at Biskopperne som Regel ikke vare udgaaede af Aristokra-
