tiet, berøvede dem den Støtte, hvorved deres danske Standsfæller navnlig i de to Hovedstifter, Lund og Roskilde, stadig kunde glæde sig.
I 1146 sees Sigurd at have været i England, og her besøgte han Klostret i Fountains i Yorkshire. Dette tilhørte dengang en nylig stiftet Orden, Cisterciensernes, hvilken dengang stod i høieste Anseelse, især fordi Datidens store aandelige Lys, den hellige Bernhard af Clairvaux, tilhørte denne Orden og havde givet den sin Regel. Ligesom en ældre Orden, Cluniacensernes, var Cisterciensernes Orden udgaaet fra Benedictinerne, den vesteuropæiske Kirkes Stamorden, som et Forsøg paa at reformere denne. Dens Regel gjaldt ogsaa for meget streng[1]. Biskoppen besluttede at forplante den til sit Stift, der allerede havde (hvad senere skal omtales) et Benedictiner-Kloster, Munkeliv, i selve Bergen. Han fik strax nogle engelske Munke til at drage over og bosætte sig paa hans egen Ættegaard Lyse i Os Sogn omtrent 3 Mile syd for Bergen. Det traf sig saa heldig, at der ved den Tid var en norsk [?] Munk i Fountains, Runulf, der kunde blive den første Abbed. Man har ogsaa antaget, skjønt noget Beviis herfor vist ikke kan føres, at det er Sigurd, der har stiftet Nonneseter Kloster ved Bergen, der var af samme Orden. Overhoved var Begeistringen for Cistercienserne i denne Tid stor. Allerede Aaret efter stiftedes et nyt norsk Kloster af samme Orden paa Hovedøen ved Oslo. I Sverige kom ordenen til at blive den eneste, der fik Klostre ogsaa paa Landsbygden, og var der meget stærkt repræsenteret.
- ↑ I Sagaen om Maria (Ungers Udg. I. 483) hedder det: „I det Kloster, som kaldes Cisterniensis (!), er der en storligen tung Regel, saa at det neppe er til at udholde den i ung Alder.“
