Sigurd døde 1156 eller 1157; dog anseer jeg det
første Aar (der angives i Ann. reg.) for det rette. Han
har altsaa oplevet den store Begivenhed af 1152, da
Norge blev selvstændig Kirkeprovinds ved oprettelsen af
Erkebispedømmet i Nidaros, hvorved Forholdet til Lund
ganske bortfaldt.
Fra nu af skulde der bestaa Domcapitler ved alle Norges Bispesæder, og et saadant maa snart være stiftet ogsaa i Bergen, maaskee allerede af Sigurd selv. Capitlets meest fremtrædende Ret var at udvælge Biskoppen, men det fulgte af sig selv, at Kongerne, Bispestolenes oprindelige Stiftere, havde ondt for at give Slip paa en saa vigtig Myndighed. Derfor seer man ikke alene, at Kongemagten ved Sigurds Død fremdeles vilde gjøre sin gamle Myndighed gjeldende, men endog at de to Konger, Eystein og Inge, kom i Strid om Besættelsen. Eystein udnævnte, som det siden i Kong Sverres Tid blev oplyst, en Paal, men Inge fordrev denne og indsatte en Nicolas „PetersSøn i Sogn“. At idetmindste Paals Udnævnelse har fundet Sted senest 1157, fremgaar deraf, at Kong Eystein dræbtes i Ranrike i August det nævnte Aar. Ingen af Kongerne skal have bekymret sig om Capitlets Rettigheder[1]. Om nogen af de to stridende Biskopsemner har faaet Indvielse ved denne Tid, kan være tvivlsomt; Erkebiskop Jon i Nidaros, som nu skulde bekræfte og indvie Kirkeprovindsens øvrige Biskopper, hans „Suffraganer“, døde i 1157, og det varede nogle Aar, inden Eftermanden, den berømte Eystein, kom hjem med sit Pallium.
Vist er det derimod, at den, der tilsidst kom i
- ↑ En Tale mod Biskopperne, et politisk Stridsskrift fra Kong Sverres Tid, udg. af G. Storm, 23–24.
