formode deraf, at de 26 Vælgere gjentagne Gange i Brevet siger, at de optræder „paa vore egne og paa det hele Riges Vegne“, hvilket de ikke kunde gjøre uden at have faaet Fuldmagt dertil. I dette Punkt kan vi ikke komme nærmere end til Sandsynlighed, men det forekommer mig, at valgene i 1442, 49 og 50, hvor Almuen stadig medtages, synes at tale for, at den heller ikke i 1388 er udelukket.
Den i Oslo mødende Forsamling er saaledes ganske vist en ufuldstændig Valgforsamling; men man tør neppe betegne den som uberettiget, og Uregelmæssigheden, navnlig Faatalligheden, kunde vel undskyldes med de tvingende Omstændigheder, Frygten for Farer fra Sverige. Da der senere ikke gjøres nogen opposition mod Udfaldet, kan vel Erkebiskopens Handlemaade siges at have været opportun. Paa dette Møde blev nu Kongevalget afgjort. Der foreligger fra Mødet 3 Brevskaber, som maa sees i Forbindelse med hinanden: Valget af Margrete 2den Februar, Erklæringen om Arveretten efter hendes Død 16de Februar og Haakon Jonssøns Erklæring af 18de Februar, at han ingen Arveret havde og hverken havde villet være eller vilde blive Konge. Forudsætningen for disse Dokumenter er, at Kong Albrecht som Rigets Fiende var uberettiget til Arv; men det har man vogtet sig for at udtale direkte. Dette ligger udtalt deri, at Dronning Margrete fik Kongemagten ikke ved Arv, men ved Valg; thi Kongevalg forudsatte efter norsk Lov, at der ikke fandtes nogen arveberettiget[1]. Da Valget skulde offentlig-
- ↑ Dette har hidtil ikke været helt anerkjendt. Man pleier endog at citere de islandske Annaler for, at „Dronning Margrete tog Norge i Arv efter sin Søn“; men dette staar ikke i de samtidige islandske Annaler, men alene i Haandskriftet L (Oddverja-Annáll) fra c. 1580 og er altsaa værdiløst, se Kildeskriftfondets Udgave
