Denne Cultus maatte i høi Grad bidrage til at forøge Bispestolens Indtægter, men Paal maatte dog senere, henimod Slutningen af sin Regjering, dele disse nye Indkomster med Chorsbrødrene.
Domcapitlet sees altsaa nu at have været i fuld Stand og havde, som man af et andet Brev seer, allerede en Archidiaconus. Biskoppen har ogsaa, hvad der fulgte af den Stilling, han indtog, faaet en Hird af verdslige Tjenestemænd, idet han omtaler sin Skutelsven, sin Raadsmand og alle sine Huuskarle[1].
En Ven af Paal var den berømte Biskop Thorlak af Skaalholt paa Island, senere dyrket som Helgen. Paal var tilstede i Nidaros ved Thorlaks Indvielse 1178, og det hedder i dennes Saga, at Paal var mikill skörungr og en Ven af Thorlak alle sine Dage[2].
Men Paals Tid var ogsaa Sverres Tid, med andre Ord en saare urolig og i mange Henseender saare ulykkelig. Men om Paals Partistandpunkt i Borgerkrigen vides Intet. Tænkeligt kan det være, at han, oprindelig fremdraget af Kong Eystein, men fordreven af Kong Inge, hvis Parti siden sluttede sig til Magnus, ikke kan have havt meget imod Sverres Kongedømme. Dog vi vide ikke, hvad Biskoppen, der, som det udtrykkelig siges, var tilstede ved Kong Magnus’s Begravelse 1184, ved den Leilighed kan have tænkt.
Paal døde om Vaaren 1194[3]. Da Sverre den 2den April, Dagen før Palmesøndag, kom til Bergen for at kjæmpe med Øskjeggerne ved Florevaag, laa Biskoppen som Lig i Christkirken.
