Efter Seiren i Florevaag drog Sverre østover, men kom snart tilbage til Bergen og var da naturligviis betænkt paa at faa Bergens Bispesæde besat med en Mand efter sit eget Hoved. Om Domcapitlets Mening erfares Intet, men derimod beretter Sagaen, at Sverre blev enig med Bisp Nicolas af Oslo, der havde fulgt ham til Bergen, samt med Biskopperne Thore af Hamar og Njaal af Stavanger om, at hans egen Hirdpræst Martin skulde blive Paals Eftermand. De tre Biskopper indviede derpaa strax Martin, men heri gjorde de rigtignok et aabenbart Brud paa Kirkelov og Pavebreve, idet de forbigik Erkebispen, den da allerede i flere Aar landflygtige Erik. Thi det var Erkebispens utvivlsomme Ret baade at stadfæste Bispevalget og at indvie Bispeemnet. Og derpaa lod Sverre sig af de tilstedeværende Biskopper, der nu altsaa vare fire i Tallet, og mellem hvilke Nicolas som den ældste havde Forrangen, krone i Bergen 29de Juli 1194, atter en Handling af i det ringeste tvivlsom Retmæssighed. Det manglede da heller ikke paa, at Biskopperne fik Pavens Misfornøielse med dette sidste Skridt at føle. Erkebiskoppen lod nemlig fra Danmark klage til Coelestinus IV, og allerede 18de Nov. s. A. bansatte denne de norske Biskopper i selve Peterskirken. Dette synes dog foreløbig ikke at have gjort stort Indtryk, siden Erkebispen atter i 1195 lod sin Ven, den berømte Abbed Vilhelm af Ebelholt paa Sjelland, paa hans Vegne rette nye Klager til Paven over Biskopperne.
Inden Udgangen af Aaret 1195 brød Biskop Nicolas aabent med Kong Sverre, drog til Erkebispen i Danmark og reiste kort efter Baglernes Oprør. De øvrige Biskopper bleve derimod i Begyndelsen Sverre tro, og en af dem, Thore af Hamar, drog i hans Ærinde udenlands,
