men kom aldrig tilbage til Norge. Biskoppen af Stavanger drog efter nogen Tids Forløb ogsaa til Danmark, og der opholdt sig ogsaa den nye Hamarbiskop Ivar, der vistnok er bleven viet dernede. Ogsaa Martin kom, rimeligviis som den sidste[1], efter til Danmark. I Sagaen omtales han ikke i den hele Tid mellem sin Indvielse 1194 og sin Tilbagekomst til Norge efter Sverres Død. Saavidt jeg formaar at see, kan man ikke tro, at han har været ved sit Sæde, da Nicolas af Oslo brændte Bergen 1198 og udlod sig med at ville bygge ny Bispegaard og Domkirke der, ja endog med at ville flytte selve Byen til et andet Sted. I 1199 var Martin beviislig i Danmark (han var Vidne ved en Forretning der), men naar man seer, at han allerede 26de Mai 1198 har modtaget et Brev fra Pave Innocents III (om at Islandsfarere i hans Stift skulde betale ham Tiende), maa man tro, at han allerede da forlængst har været i Danmark og ansøgt om hint Privilegium derfra, da han vist ikke, om han var forbleven i Norge, vilde have kunnet staa i Forbindelse med Curien eller opnaa nogen Gunst fra dennes Side. Man maa nemlig erindre, at han var bleven banlyst i Rom og upaatvivlelig ikke er kunnet blive afløst igjen, førend han havde forladt Norge. Ved Absalons, de landflygtige norske Biskoppers Beskytters Død 1201 blev ogsaa Martin betænkt i dennes Testamente med en Sum af 50 Mark. I Norge blev trods Pavens Banstraale over Sverre og det paabudne Interdict den religiøse Ritus dog ikke afbrudt, om end Kirkens Tilstand uden Biskopper maa have været meget usikker og mislig.
- ↑ Man har fra 1197 et dansk Brev (Fundationsbrevet for Sorø Kloster), ved hvis Udstedelse alle de øvrige norske Biskopper ere Vidner, men ikke Martin.
