Efter sin Hjemkomst levede Martin, der ifølge de islandske
Annaler døde 1216, endnu 12 Aar som Biskop, men
uden at træde synderlig frem i Historien. Man erfarer
kun, at han deeltog i Barnet Guttorms Udvælgelse til
Konge 1204 og i Arveforliget i Nidaros mellem Kong
Inge og Haakon Jarl 1212.
Det hedder i Sverres Saga, at Martin var „af engelsk Herkomst saavel paa fædrene som mødrene Side“, men disse Udtryk udelukke jo ikke Muligheden, ja endog ikke sandsynligheden af, at han selv har været født Nordmand.
Ved Martins Død valgtes til hans Eftermand (vel allerede 1216) en vis Haavard, Kannik i Bergens Capitel. Det anføres, at han blev valgt „af Geistligheden og Folket“, det vil vel sige af Capitlet med Bybefolkningens Bifald, hvilket ogsaa egentlig var den gamle Regel for Bispevalg, ihvorvel „Folkets“ Deeltagelse efterhaanden ganske forsvandt. Ligeledes sees, at Kong Inge ønskede hans Valg. Han kunde imidlertid ikke uden videre bekræftes og indvies af Erkebispen (Guttorm), thi han var Præstesøn og altsaa efter Kirkeretten uægtefødt. For første Gang i Bergens Stifts Historie maatte der altsaa skee Henvendelse til Paven for at opnaa dennes Dispensation, og man sparede ikke paa Ros over Haavard. Man erklærede endog, at der i den hele norske Kirkeprovinds neppe fandtes en Eneste, som var Bispestolen voxen, uden Haavard, der „ligesom ved et guddommeligt Forsyn var bleven bevaret for den“. Pave Honorius III meddelte da Dispensationen for den saa høit lovpriste Mand den 1ste April 1217[1].
- ↑ Dipl. Norv. I. No. 5.
