Endnu i samme Maaned, som Paven gav Haavard
sin Dispensation, altsaa inden Brevet kunde være kommet
til Bergen, døde Kong Inge i Nidaros 23de April 1217,
og Spørgsmaalet om Thronfølgen blev brændende. Cleresiet
i Nidaros indtog, som bekjendt, her en tvetydig Holdning
og stod tydeligviis egentlig paa Skules Side mod Haakon.
Haavard i Bergen, endnu kun „Biskopsemne“, og hans
Capitel vare derimod desto mere trofaste mod den unge
Kongesøn, der trods mange Cabaler dog var bleven hyldet
i Throndhjem. I Forening med Lendermændene i Gulathingslagen
sendte han Dagfinn Bonde til Nidaros med et
Brev, der stærkt fremhævede Haakons Ret. Da denne
kort efter i Følge med Skule Jarl reiste til Bergen, blev
da ogsaa Kongen modtagen der af Geistligheden med
høitidelig Procession, uagtet Chorsbrødrene i Nidaros havde
advaret Haavard og hans Capitel om at vise ham kongelig
Ære.
Haavard, der efter Annalernes Vidnesbyrd skal være bleven indviet 1217, nævnes siden i Haakons Saga kun en eneste Gang, nemlig som Deeltager i det berømte Rigsmøde i Bergen 1223. Han døde Aaret efter, samme Aar som Erkebiskop Guttorm.
Den følgende Biskop Arne (I) er en af dem, der have siddet længst paa Bergens Bispestol, nemlig i mere end 30 Aar, fra 1225 eller 1226 og ligetil 1256[1]. I den politiske Historie træder han kun meget lidet frem og nævnes i Sagaen egentlig kun som en af Kong Haakons Ledsagere til hans Møde ved Gautelven med Birger Jarl 1253. Forøvrigt har han været opnævnt af Paven som Medlem af nogle Commissioner, saasom om Rigets Deling mellem Haakon og Skule (1234), og om Erkebiskop
- ↑ Kun Hans Theiste (fra 1474) har maaskee siddet lidt længere.
