Eysteins paatænkte, af Cleresiet ønskede, men af Kongen modarbeidede Canonisation. Som geistlig Styrer har han interesseret sig meget for et Hospital paa Fane, som han fra nyt af opbyggede, og for hvilket han udvirkede et paveligt Beskyttelsesbrev 1228[1].
Begivenheder af større Betydning var det, at under denne Biskop de første Tiggerklostre oprettedes i Bergen, og vel i Norge overhovedet. Dominicanernes („Prædikebrødrenes“) Orden fik allerede omtrent 1230 af Kong Haakon og Biskop Arne i Forening anviist Byggetomter ved det senere Buntlabo mellem „Holmen“ og Sverresborg; Grunden her tilhørte nemlig deels Kongen, deels Domkirken. Snart udbrød imidlertid de heftige Stridigheder mellem den nye Orden og Domcapitlet, og Kannikerne grebe for at fortrædige Dominicanerne til et ligesaa – eiendommeligt, som nedrigt Middel, nemlig at opføre visse Udhuse paa en saadan Plads, at Urenligheden blev til den værste Plage for det nærliggende Kloster. Munkene maatte i 1247 i denne Anledning henvende sig til den pavelige Legat, Vilhelm af Sabina, der kronede Kong Haakon, og denne truede da de raa Chorsbrødre til under Banstraf at gjøre en Ende paa dette Uvæsen. Men Striden blussede senere op igjen, om end paa andre Maader, hvorom vi senere ville høre. – Ogsaa Franciscanerne eller Minoriterne kom kort efter, maaskee allerede i Arnes Tid, til Bergen. De fik et Kloster ved Vaagsbunden; deres Kirke blev siden (dog meget forandret) Bergens lutherske Domkirke. Efter sin Beliggenhed kaldtes Dominicanernes Kloster siden i Dagligtale út at brœðra og Franciscanernes inn at brœðra.
I 1230 seer man, at Islændingen Jon Murt kom til
- ↑ Dipl. Norv. II. No. 6.
