kon paa Toget mod Skotland og blev efter Kongens Død af de paa Orknøerne værende Lendermænd sendt til Kong Alexander for at handle om Fred, hvilket dog ganske mislykkedes, hvorefter han drog tilbage til Kong Magnus i Norge. Atter en Gang sendtes han til Skotland og var der i Juli 1266 en af dem, der afsluttede Fredstractaten i Perth. Ved denne Leilighed fører han i Documentet Titel af den norske Konges Cantsler, vistnok den første, der er bleven kaldet saaledes, skjønt Embedet visselig factisk allerede længe havde bestaaet[1]. I 1269 var han i England, hvor han i Forening med Archidiaconen paa Hjaltland, Peter, sluttede en Tractat med Kong Henrik III.
I 1270 blev han Biskop i Bergen, og ogsaa i denne Egenskab vedblev han at staa i nært Forhold til Kong Magnus. Da denne 1272 troede sig Døden nær, lod han sig af sin gamle Ven Askatin give den sidste Olje. Selvfølgelig deeltog han i den Overeenskomst i Bergen mellem Kongen og Erkebiskop Jon, der dog dennegang ikke førte til noget Resultat. I det følgende Aar foretog han den sidste af sine mange Udenlandsreiser, idet han med Erkebiskop Jon og Biskop Andreas af Oslo drog til det store Kirkemøde i Lyon. Om han er reist did nærmest som Kongens Fuldmægtig, hvilket Munch har formodet, maa staa derhen. I 1276 var han endelig med i det Forligsmøde ved Gautelven, der skulde faa opgjort den svenske Kong Valdemars Strid med hans Broder Magnus (Ladelaas), og var en af de Voldgiftsmænd, som den første opnævnte. Han døde 1277.
- ↑ Det eneste bevarede norske Kongebrev, han har indseglet, tør vel være et Beskyttelsesbrev af 1264 for en Frænde af Kong Magnus (Dipl. Norv. XI. No. 2).
