Om hans Virksomhed som Biskop erfares ikke meget.
I 1271 skjænkede han paa Grund af Præbendernes
Ringhed til sit Domcapitel flere Kirker i Bergen, der
siden skulle omtales. Ogsaa de under ham oprettede
Hospitaler i Byen ville senere nævnes.
Askatins Eftermand blev Narve (1278–13O4), i latinske Breve kaldet Nerva. Han var Prædikebroder[1], hvilket tyder paa ringe Herkomst, uden at man dog veed, hvilket Kloster han havde tilhørt, om det end ligger nærmest at tænke paa det bergenske ude ved Holmen. Skjønt man ikke har nogen bestemt Efterretning derom, antager jeg det dog temmeligt vist, at hans Indvielse, der ogsaa fandt Sted først 1278, ikke har kunnet foregaa uden efter pavelig Dispensation, da en saadan ifølge Kirkeretten var nødvendig for Klostermænd, der skulde blive Biskopper. Valget af en Prædikebroder til Biskop[2] er paafaldende paa en Tid, da denne Orden netop i Bergen laa i heftig Strid med den seculære Geistlighed. Muligens har dog Narve allerede dengang staaet i Yndest hos Kongehuset.
Et Par Aar efter at Narve var bleven Biskop, døde Kong Magnus, og nu udbrød den bekjendte bitre Strid mellem Erkebiskop Jon og den unge Kong Eriks Formyndere. Disse sloge ind paa en ganske anden Vei, end den afdøde fromme og af Geistligheden som „en anden Josias“ prisede Magnus og negtede at respectere de uhørte Indrømmelser, som denne havde gjort Kirken ved Compositionen i Tønsberg 1277, samt Erkebispens i Overeensstemmelse med denne udarbeidede Kirkeret. Under denne Strid indtog imidlertid Narve en vis moderat Holdning. Vel „gjorde han sin Skyldighed“ (som det siden hedder i et
