gjøres og begrundes for alle fraværende, har man foretrukket ikke at nævne et Ord om Kong Albrechts Ret eller Mangel paa Ret, og man havde da ingen anden Udvei end at laane Udtryk fra det skaanske Valgbrev, som vel Erkebiskopen har fremlagt: Margrete vælges, fordi hun var Kong Haakons Hustru og Kong Olafs Moder, og fordi man altid havde prøvet hendes Gunst og Godvilje. Variationen i Udtrykkene om Slægtskabet med de afdøde Konger er betydningsfuld. I Danmark henvistes til, at hun var Kong Valdemars Datter og Kong Olafs Moder og altsaa kunde regnes for deres Arving til det danske Rige; i Norge betyder Henvisningen til Kong Haakon og Kong Olaf kun, at man har Kjærlighed til Dronningen paa Grund af hendes Forhold til de afdøde Konger; kanske dog ogsaa der peges paa, at hun er deres private Arving, medens enhver Arveret til Riget efter Loven maatte falde bort, som nævnt, baade fordi hun var Kvinde, og fordi hun ikke hørte til Kongeætten. Derfor betones det udtrykkeligt, at denne Handling er et Valg („annammet, utvalt og undfanget“); ved et Valg kunde ogsaa en Kvinde naa frem, thi da tog man kun Hensyn til den, som man fandt mest skikket, men ved Arv var Kvinder udelukkede. I den norske Landslov var der ikke tænkt paa den Mulighed, at Valget kunde
af „De islandske Annaler til 1578“ S. 489. Ganske urigtig er ogsaa den samme bekjendte Udtalelse i den engelske Rapport fra Aar 1400 (Styffe II, 109–13), at Margrete har arvet Norge efter sin Søn in vim senatusconsulti Tertulliani, hvor det tilføies, at efter hendes Død vilde Riget ikke gaa til Erik, men til Olafs Agnater (!). Forf. har aabenbart kjendt lidet de faktiske Forhold og har suppleret Manglerne ved Formodninger, hvorved han er kommet i Skade for at lade Romerretten her have Indflydelse paa den norske Lovgivning.
