Pavebrev). Han bansatte paa Erkebiskoppens Forlangende Baronerne Hr. Bjarne Erlingssøn og Hr. Andres Plytt, da disse (1281) havde ladet hin Composition offentlig tilbagekalde i Kongens Navn, men man erfarer Intet om, at Narve lagde Hindringer i Veien for, at den bansatte Hr. Andres, der kort efter døde, blev begraven ved Apostelkirken under Klokkeklang fra alle Bergens Kirker. Og senere finder man Narve og Hr. Bjarne i venskabelig Samvirken. Da Erkebiskop Jon samt Biskopperne af Oslo og Hamar i 1282 bleve lyste utlæge af Formynderregjeringen og maatte forlade Landet, kunde Narve blive hjemme.
Det er aabenbart, at han af sin samtids Biskopper var den, der personlig stod paa den bedste Fod med Kongehuset og Regjeringen, og at det har været denne, der efter Erkebiskoppens Død (i Skara i Sverige) bevirkede, at Capitlet i Nidaros 1284 valgte, det vil sige blev nødt til at postulere Narve til Erkebiskop. Godvilligen have Kannikerne sikkert ikke postuleret ham, og de forstode da ogsaa at faa dette Valg tilintetgjort. Deres Udsendinge, der droge til Rom med den angivne Hensigt at søge Valget bekræftet, modarbeidede det tvertimod ved den pavelige Curie, og Paven (Martin V) erklærede, at skjønt Postulationen var i fuld canonisk Orden, kunde han ikke udnævne Narve til Erkebiskop, „fordi ham manglede tilstrækkeligt Kjendskab til hans Person“, aabenbart kun en Udflugt. Derfor udnævnte Paven tre norske Klosterforstandere, Abbeden af Tautra, Prioren for Prædikebrødrene i Nidaros og Guardianen for Franciscanerne i Bergen, til at afgjøre, om den Postulerede var skikket til Erkebiskop og i modsat Fald paabyde nyt Valg. De tre Klostermænd, aabenbart valgte efter de to Udsendinges Forslag, casserede da naturligviis Postulationen.
