Sagens videre Historie, der endte med, at Biskop Jørund af Hamar omsider 1287 blev Erkebiskop, skal her ikke videre omtales[1].
Blev Narve end ikke Erkebiskop, har dog hans Liv sikkert været lykkeligere end den stridbare og forfængelige Mand, der blev ham foretrukket. Navnlig kunde han glæde sig ved at være i høi Grad afholdt af Kongehuset, der ved flere Leiligheder benyttede ham i sin Tjeneste, ligesom Tilfældet havde været med hans Formand Askatin. I 1285 sendtes han sammen med Hr. Bjarne Erlingssøn af Enkedronningen til Kongerne af Sverige og Danmark for at underhandle med dem, og i 1290 var han en af dem, som fulgte den lille Kongedatter Margrete („Pigen fra Norge“), da hun skulde drage til sit Arveland Skotland; som bekjendt døde hun paa Veien „mellem Biskop Narves Hænder“[2]. Desto mere maa han altsaa have forarget sig, da siden den tydske Bedragerske indfandt sig, der blev brændt paa Nordnes 1301. I 1295 ledsagede Biskoppen Kong Erik til Danmark paa det fjerde af hans Krigstog did og deeltog i de Forhandlinger, der førte til Stilstanden i Hindsgavl.
Det kjærlige Forhold mellem Kong Erik og Narve varede til Kongens Død, der indtraf 1299, og man har endog bevaret en vidnesfast Beretning om den Maade, hvorpaa Erik, da han laa paa sit Yderste, omtalte og betænkte Biskoppen. I 1306 lod nemlig dennes Eftermand Arne II Enkedronning Isabella og Andre bevidne, at Erik paa Dødssengen havde udtalt disse Ord: „Jeg har glemt (altsaa i det nu ikke mere existerende Testa-
