mente) en god Ven, min Biskop Narve, som altid har været mig føielig, huld og god. Den Jord, som jeg nogen Tid har overladt ham, Thoskar[1], skjænker jeg ham til Eiendom fra nu af, saa at han kan gjøre med den, hvad han vil.“
Ogsaa under Haakon stod Narve vistnok i Naade og ledsagede ogsaa ham paa et Tog til Danmark i 1300. Den sidste vigtigere Statsakt, i hvilken han deeltog, var vistnok det store Høvdingemøde i Oslo, ved hvilket Arvefølgen fastsattes.
Tiden omkring det trettende Aarhundredes Udgang var rig paa Stridigheder mellem de geistlige Corporationer. Det seer ud, som om disse, da Kirkens store Tilløb til at hæve sig paa Kongemagtens og Lægfolkets Bekostning var mislykket efter Magnus Haakonssøns Død, have søgt at give sine Lidenskaber Luft i indbyrdes Kamp. Navnlig træder her i Forgrunden Erkebiskop Jørunds og den Stavangerske Biskop Arnes voldsomme Sammenstød med deres Domcapitler, og i disse inddroges ogsaa Biskop Narve for en Deel som Dommer og Executor[2]. Men heller ikke i Bergen herskede der stedse Fred. Fiendskabet gjorde sig her især fremdeles gjeldende mellem Domcapitlet og Stiftets Præster paa den ene og Prædikebrødrene paa den anden Side. Disse sidste betragtedes af den egentlige Geistlighed som Rivaler, der ved sine Omreiser i Stiftet trak Menighedernes Hjerter fra Præsterne og derved bidrog til at formindske disses Indtægter. Prædikebrødrene have aabenbart havt nogen Lighed med den nyere Tids Lægprædikanter her i Landet. Franciscanerne, den anden Tiggerorden, synes mindre at have
