opvakt Præsteskabets Uvilje. Den stod ogsaa tilbage for Dominicanerne i Kundskaber og Dygtighed og befattede sig maaskee mere med det simple Tiggeri end med Prædiken og Indgreb i Sjelesorgen.
Hvad vi vide om Striden mellem Dominicanerne og Præsteskabet i Narves Tid, erfares af et interessant Brev fra omtrent 1290. Det er en bitter Klage fra de første til Kong Erik. Vi see, at Narve, som tidligere Dominicanermunk og fremdeles i intim Berøring med Ordenen[1], nok har villet, men aabenbart ikke, idetmindste ikke fuldtud, formaaet at værge sine Ordensbrødre mod deres Fiender.
Dominicanerne, hvis Brevskriver har været en dygtig latinsk Stilist, fortæller Kongen, at ved en Stiftssynode i Bergen var det blevet vedtaget, at Ingen i Bergens Stift, der nød Kirkens Naademidler, maatte huse Dominicanere, give dem Mad og Drikke eller give Almisse til dem, som til andre Fattige. Biskop Narve havde da allerede paa Synodens første Dag protesteret herimod og bedet, at Alle skulde modtage dem sømmeligt og behandle dem kjærligt, men da havde Kannikerne, „optændte af Ondskabens Nidkjærhed og Hadets Gift“, reist et forfærdeligt Skrig og fremført de haardeste og meest uhørte Beskyldninger mod Munkene, „hvilke, om de bleve undersøgte, ikke skulde befindes at indeholde Sandhed“. Ovenikjøbet havde de mod Biskoppens Vilje fattet den Beslutning, at enhver Præst, der blot viste Tegn til at ville have med Munkene at bestille, skulde miste sit Embede. Og, for at Munkene selv ikke skulde komme til Kundskab om
- ↑ Man seer, at ordenens Provincialcapitel for de tre nordiske Riger ved et Møde i Aarhuus 1291 bestemte, at der i Klostrene skulde gjøres Forbønner (suffragia) for deres „Broder“, Biskop Narve (Kirkehist. Saml. 1 R. I 563).
