den mod dem fattede Beslutning, søgte de at binde Præsternes Samvittigheder ved at sætte Excommunications- og Suspensions-Straf for dem, der maatte aabenbare, hvad der var forhandlet paa denne Synode til Nogen udenfor dens Medlemmer. Munkene anraabte altsaa „den verdslige Arm“ om Hjælp. Udfaldet af Henvendelsen kjendes ikke, men man seer, at Striden mellem Kannikerne og Dominicanerne strakte sig langt udover Narves Levetid, og det lykkedes først efter mere end en Menneskealders Forløb dennes anden Eftermand at faa den bilagt[1].
Biskop Narve døde i sit syv og tyvende Regjeringsaar 16de October 1304. Efter hans Bortgang udbrød en Strid om hans Lig. Hans gamle Ordensbrødre, Dominicanerne, vilde have ham begravet i sit Kloster, men dette have ikke deres stadige Uvenner, Kannikerne, villet finde sig i. Striden bilagdes først efter 26 Aars Forløb 1330. Munkene maatte da for bestandig opgive alle Fordringer i den Retning, og Narve er altsaa kommen til at hvile ved Domkirken. Men derimod beholdt Klostret en Sum Penge, som Narve havde deponeret hos dem og efter deres Paastand legeret dem[2]. En Strid om en Mands Lig vil synes Nutiden paafaldende, men i Middelalderen forekom den Slags Tvist meget hyppigt. Som et bekjendt Exempel kan nævnes Striden om Dronning Margrete Valdemarsdatter, hvis Levninger Biskoppen af Roskilde med Magt bortførte fra Sorø Kloster. Men naturligviis vakte ikke slige Sammenstød en lignende Opsigt. Tingen var, at det medførte Indtægter for en Kirke, at en Mand eller Kvinde af Stand var begravet ved
