ja Erkebiskoppen havde endog en Biresidents i Bergen, som fra 1309 af og senere jevnlig omtales, men dog ganske vist har existeret en rum Tid iforveien; den laa der, hvor nu Nykirken staar, og var forsynet med et eget Capel, en Clemenskirke. Men Kongestad var Byen dog ikke længere, og i Unionstiden gaves der Konger, som aldrig havde seet den.
Et Medlem af Kongefamilien blev dog Bergen tro og tilbragte, om end lidet bemærket og halv glemt, endnu næsten to Menneskealdre der. Det var Erik Magnussøns, leilighedsviis allerede nævnte Enkedronning, Isabella Bruce fra Skotland, der var kommen til Norge 1293. Hun havde en Datter Ingeborg, der 1312 paa samme Tid som sit mere bekjendte Sødskendebarn af samme Navn, havde Bryllup og blev gift med den svenske Hertug Valdemar Magnussøn, Broder af Cousinens Mand. Fra den Tid af levede Dronning Isabella ensom i Bergen lige til 1358, altsaa i en Enkestand, der varede i 59 Aar. Man seer, at hun, som naturligt, har staaet i Berøring med Biskopperne, og at Biskop Audfinn 1324 meget roser hende for de mange Velgjerninger, hun har viist hans Formænd og ham selv og Bergens Domkirke, til hvilken hun s. A. ogsaa skjænkede 300 gode gamle Mark, imod at der skulde holdes en daglig Messe for Jomfru Maria. Biskoppen havde kort i Forveien for hendes Livstid overladt hende nogle Steenhuse m. m., der tilhørte Bispestolen[1]. I 1337 overbragte Biskop Haakon hende et Brev fra Kong Magnus. I 1340 har hun maaskee været i Stockholm i Besøg hos Datteren, der, ogsaa forlængst Enke, boede i Sverige som „Hertuginde af Öland“, og man seer da en Skotte i den sidstes Tjeneste. Der sees ogsaa, at hun idetmindste en-
- ↑ Dipl. Norv. III. 152. 154.
