gang er gaaet i Forbøn hos øvrigheden for en anklaget Mand. Med sit Fødeland har hun vistnok stadig vedligeholdt Forbindelse, især efterat Broderen Robert I var bleven Konge der. I 1342 sees hun saaledes at have havt et Sendebud over i Skotland, og i 1341 havde en norsk Kjøbmand paa hendes Forbøn faaet Tilgivelse for, hvad han havde begaaet i Skotland. Af særegen Interesse er det, at man af den oldnorske Saga om Thomas Becket erfarer, at den, som det synes, fromme Dronning har ladet „tre Mestre vest i Skotland“ samle nogle Psalmer om Jomfru Maria[1].
Forinden Bergen saaledes ophørte at være Kongehusets sædvanlige Opholdssted, havde dog Kongerne her bygget en Kirke, der hørte til Landets skjønneste og mærkeligste, den berømte (yngre) Apostelkirke. Dens opførelse var fremkaldt ved den høitskattede Reliquie, „et Stykke af Christi Tornekrone“, som Magnus Haakonssøn havde faaet som Gave af Philip III af Frankrige 1274. Aaret efter lagdes Grundvolden til Kirken, og et Sagn, der synes at være paalideligt, beretter, at hans Sønner, de senere Konger Erik og Haakon, bare de første Stene dertil[2]. Indvielsen fandt Sted 1302, altsaa endnu i Biskop Narves Tid, og ved Pavebrev af 1308 blev Kirken Hovedkirke for de 14 kongelige Capeller. Den havde en Provst og et lidet Capitel, men kom dog siden til at staa i Skygge for Mariakirken i Oslo, til hvilken nemlig Cantslerembedet knyttedes. Provsten og hans Geistlighed har, som vi siden skulle høre, ligget i idelig Strid med Bergens Biskopper, og efter at disse Tvistigheder efterhaanden vare hendøde og glemte, tabte Kirken al virkelig Betydning, uden forsaavidt som dens Provsti var og blev
