af Færøerne og Ketil af Stavanger assisterede ved Indvielsen. Den foregik dog ikke i Domkirken, som maaskee har været under Reparation, men i St. Johannes Døberens Klosterkirke i Bergen[1].
At Arne har havt betydelige Fortjenester, er ikke til at betvivle. Han har med Iver taget sig af Kirketugten i sit Stift og blandt andet med Kraft ikke alene overeensstemmende med den catholske Kirkeret hævdet Coelibatet inden Geistligheden, men ogsaa Ægteskabets Hellighed hos Lægfolket. Han har udentvivl været en ivrig Visitator rundt i Stiftet og, som vi skulle see, med Kraft grebet ind for at bevare og forbedre Disciplinen i Klostrene. Flere af hans Undergivne have sikkert efter hans Opfordring studeret i Udlandet. Paa sin Domkirkes Udstyr har han lagt stor Vegt og bestræbt sig for i det Øiemed at skaffe sig dygtige Kunstnere og Haandverkere fra Udlandet. Om hans Cancellies fortrinlige Orden vidner den Dag idag hans Copibog, indrettet allerede før hans Indvielse, hvis Bevarelse det skyldes, at han ikke som saa mange af vor Middelalders Personligheder staar for os som en taaget Skikkelse, men som en levende Type – paa en Hierarch fra den romerske Kirkes Culminationstid i vort Land.
Men denne samme Tid havde allerede slaaet ind paa en Retning, der i høi Grad maatte bidrage til at forberede et dybt Forfald, der da heller ikke udeblev. Den theologiske og religiøse Interesse var traadt tilbage for en juridisk. Hvad Kirken nu kjæmpede for, var at udvide sin timelige Magt og sine verdslige Rettigheder og Besiddelser. Pavemagten var her som ellers gaaet i Spidsen, og det lavere Hierarchi fulgte snart efter. Og det
- ↑ Dipl. Norv. VII. No. 31.
