var ingenlunde alene den verdslige Magt, paa hvis Bekostning Kirkens Mænd stræbte at hæve sig. Tvertimod, Geistligheden begyndte mere og mere at blive splidagtig med sig selv. Den pavelige Curie stræbte at beskatte Geistligheden mere og mere og senere ogsaa at gribe ind i Landskirkernes Forhold paa en saadan Maade, at disses Organisation kom i Opløsning. Biskopper stredes med Erkebisper, Domcapitler med Biskopper, Seculargeistlighed med Munkeordener, og den ene Munkeorden med den anden. Kundskab i den canoniske Ret og lovtrækkerisk Evne til at benytte denne saa høit skattede Lærdom i jevnlige Processer blev det, hvori Datidens Geistlige – man sporer det lige op i Island – satte sin høieste Ære, og hvorved mange Klerke haabede at bane sig Veien til de høieste kirkelige Stillinger.
Arne har været grebet af denne Tidens Retning, og han blev en Stridens Mand, der overalt var fremme, hvor det gjaldt at hævde sin og sin Domkirkes Rettigheder til det yderste, og det ikke alene, hvor han virkelig havde Retten, men ogsaa i saadanne Tilfælde, hvor han kun havde Skinnet og maaskee neppe nok dette paa sin Side. Vi ville kortelig paavise nogle Træk af hans mange Stridigheder.
I 1308 indrømmede Paven Kong Haakon V det store og denne meget kjærkomne Privilegium til selv at øve Kaldsretten til fjorten Kirker eller saakaldte Capeller, af hvilke Apostelkirken i Bergen skulde være den fornemste, saaledes at dens Provst som Magister Capellarum skulde være hele denne kongelige Geistligheds Forstander, udøve forskjellige biskoppelige Rettigheder og ved visse Leiligheder endog – hvad der i Datiden gjaldt for en saare vigtig Sag – optræde med Bispestav og i biskoppelig Dragt. Det var neppe nogen af Norges Bi-
