skopper, hvem dette kunde tiltale, men især maatte Bergens Biskop føle sig lidet tilfreds dermed; thi lige i hans Nærhed og saa at sige for hans Øine kom jo Capelmagisteren til at residere, og dertil kom, at af de øvrige 13 Capeller laa ikke mindre end 5 i Bergens Stift, ja af disse endog de 2 (Katharinas og Allehelgens K.) i selve Bergens By. Capelmagisteren og Bergens Biskop kom altsaa, kan man sige, i født opposition til hinanden, og det ikke mindst, naar den sidste var en Mand som Arne. Men hans Sammenstød med Provsten ved Apostelkirken, Finn Haldorssøn, ville vi her forbigaa og først omtale, naar vi komme til Apostelkirkens særlige Historie.
Med stor Iver har Arne, som allerede antydet, optraadt imod Præsteskabets overtrædelse af Coelibatsloven. Denne i høi Grad unaturlige catholske Lov havde det, som bekjendt, faldt meget vanskeligt at gjennemføre i Norge. Man paaberaabte sig, at Cardinal Nicolaus i 1152 havde tilladt Præster at gifte sig, og det er neppe tvivlsomt, at en stor Del af Landets Præster længe selv vare Præstesønner, ihvorvel dette stred mod canonisk Ret. Erkebiskop Sigurd havde 1237 udvirket strenge Forbud mod saadanne Ægteskaber fra Paven, og dog omtales i hans egen nogle Aar senere affattede Christenret Præstekoner som skattefrie. I 1259 havde Paven udstedt en ny og streng Forordning mod alt Frilleliv blandt Geistligheden i Norge. Det er overhoved klart, at Præsters Ægteskaber paa den Tid, hvorom her er Tale, forlængst gjaldt for ulovlige, og at de Kvinder, med hvem de levede sammen, kun maatte gjelde som Husholdersker (focariæ). Saadanne Forbindelser have vistnok i stor Udstrækning været taalte og overseede af Norges Biskopper. Tiggerordenernes Indtrængen har imidlertid aabenbart bevirket, at Præsternes Frilleliv blev strengere be-
