dømt, thi de i Begyndelsen devote og ivrige Munke have udentvivl med særlig Indignation vendt sig imod en saadan Overtrædelse eller Omgaaelse af Kirkelovene. Under sine Reiser i Landet vare de naturligviis ofte henviste til at søge Gjestfrihed i Præstehusene, og deres Forargelse maatte da vækkes ved der at træffe Kvinder og Børn. Vidnesbyrd herom er det, at først Franciscanerne (1257) og derpaa ogsaa Dominicanerne (1259) paa Ansøgning havde faaet en udtrykkelig Tilladelse af Paven til at være Gjester hos saadanne Præster i alle de nordiske Lande, der vare bansatte for Frillelevnet, uden at de selv derved skulde falde i Ban[1].
Ved et Præstemøde i Bergen 1307 udstedte Arne et Forbud mod Geistliges Frilleliv, men da han kom ud paa Visitats i Nordfjord det følgende Aar, fik han at mærke, at det ingenlunde overalt havde frugtet. Fra Gemlestad (siden Annex til Gloppen) udstedte han da truende Skrivelser til adskillige Præster, af hvilke der i to Breve nævnes hele syv, at de inden femten Dage havde at skille sig ved sine Kvinder, der dog ikke alle ligefrem kaldtes Concubiner, men stundom med det mildere Navn Focarier, skjønt Befalingen er enslydende i begge Tilfælde[2].
Ved det følgende Aars Præstemøde 1308 gjentoges Formaningerne i denne Retning til det hele Bispedømmes Geistlighed, men i October 1309 kom Biskoppen paa Visitats til Kinservik og opdagede der, at der var flere Præster, som fremdeles vare overhørige. Bernhard, Præst i Ullensvang, blev da strax suspenderet, da han, skjønt nærværende ved det nævnte Præstemøde, fremdeles havde beholdt sin Focaria. Brevets Udtryk vare meget stærke, men
