da Bernhard faldt tilfode, gjenindsattes han dog i Embedet. Samtidig fik Præsterne i Kinservik, Ulvik og Odde Befaling til at skille sig fra „mistænkte Kvinder“[1]. Herved maa man tro, at Præsterne, idetmindste en Tidlang, have faaet Skræk i Blodet. Men Mangelen paa Præsteemner var saa stor, at Arne dog idetmindste maatte betvinge sin Harme over ældre overtrædelser af Coelibatsloven, thi netop ved denne Tid modtog han ligesom andre norske Biskopper pavelig Tilladelse til at dispensere et begrændset Antal uægtefødte Personer, og deriblandt ogsaa Præstesønner, fra Forbudet mod at indtræde i geistlig Stand.
Forlængst havde der reist sig Uenigheder mellem de i Bergen mere og mere fremtrædende Tydskere og det norske Præsteskab. Saasnart nemlig disse Fremmede ikke indskrænkede sig til korte Besøg, men bleve „Vintersiddere“, undlod Geistligheden ikke at gjøre Fordring paa, at de skulde betale Tiende. Allerede i Biskop Narves Tid havde Kannikerne i den Anledning (1296) bansat adskillige Tydskere og Biskoppen selv havt Sammenstød med disse[2]. Under Arne blev striden dog endnu mere brændende[3], og man har ret interessante Oplysninger herom i de Vidnesbyrd, der optoges 1309 i den udvalgte Erkebiskop Eilifs, Apostelkirkens Provsts og flere verdslige Kongsraaders Nærværelse. Arne gjorde naturligviis Paastand gjeldende paa Tiende, men en af de indstevnede Tydskere svarede, at det aldrig havde været Skik, at de ydede saadan, og han selv og hans Brødre havde været 30 Aar i Bergen uden at betale den. Arne fremlagde nu Bevisligheder i modsat Retning, og Tydskeren maatte erkjende,
