der da gav ham Sacramentet. Vidnet anførte derpaa flere andre og yngre Exempler[1].
Kongen tog, efter at være bleven bekjendt med disse Vidnesbyrd, Geistlighedens Parti (1310) og befalede sin Lagmand og Sysselmand i Bergen at hjelpe den til at faa Tiende af Tydskerne[2]. Vintersidderne vare imidlertid endnu gjenstridige og søgte nu i sin Forbitrelse mod Biskop Arne, der havde sat Hovedmændene i Ban, at møde ham ved en Art Strike, for at bruge et moderne Udtryk. De vedtoge, at de ingen Handel vilde have med Biskoppens Gaard eller med Præsteskabet overhovedet, og de fik de allerede i Bergen bosatte tydske Haandverkere til at enes om det samme. Nu erklærede Arne (1311), at han vilde lade Sagen selv henstaa til Kongens Ankomst, men at han strax forlangte Bøder af Tydskerne for deres sidste Beslutning, og at de, hvis de ikke betalte, vare faldne, ikke i hans og hans Capitels, men i den romerske Paves Ban[3]. Kongen befalede vel i November 1310, at Vintersidderne skulde yde Tiende efter gammel, beviist Skik, men disse viste ikke strax Lydighed, skjønt det synes, at de til sidst have maatte give sig[4].
I 1309 havde Arne fulgt sin Konge til Fredsforhandlingerne i Kjøbenhavn. Et Par Aar efter reiste
- ↑ D. N. I. No. 122.
- ↑ D. N. II. No. 104.
- ↑ D. N. III. No. 96.
- ↑ Her er denne meget vidtløftige Sag kun omtalt i Korthed, da Keyser (Kirkehist. II., S. 138–145) med stor Udførlighed har fremstillet den. Sagen har vistnok størst Interesse derved, at den klart viser, at Vintersiddernes Ophold i Bergen fra Begyndelsen af var aldeles ulovligt, og kun stiltiende taaltes paa Grund af det Afhængighedsforhold, hvori man var kommen til deres vistnok ikke afholdte, men factisk uundværlige Handel.
