han til det almindelige Kirkemøde, som Clemens V lod afholde i Vienne 1311–1312. Det er dette Kirkemøde, som i Historien især er bekjendt ved Tempelherreordenens Undergang. Af Betydning ogsaa for Norge blev det, at Pavemagten paany, ligesom tidligere i Lyon, fik Mødet til at vedtage en Tiende af alle geistlige Indtægter til hine Korstog mod de Vantro i Østen, der aldrig bleve til Noget, men idelig anførtes som Paaskud til pavelige Pengeudpresninger. Den norske Kirke havde her været repræsenteret foruden af Arne ogsaa af den nye Erkebiskop Eilif (1309–1332) og af Oslos Biskop Helge samt af nogle Chorsbrødre, hvoriblandt Arnes Broder Audfinn. Det er imidlertid mere end sandsynligt, at Arnes Forhold til sin nye Erkebiskop neppe har været særdeles venskabeligt, thi, som vi ser, havde og fik de adskilligt Mellemværende af ubehagelig Art.
Som bekjendt havde i Middelalderen Færøerne (ligesom Grønland) egne Biskopper. Grunden er let at forstaa, det var, fordi forskjellige kirkelige Handlinger (f. Ex. „Confirmationen“ i catholsk Betydning) alene kunde udføres af en viet Biskop, medens Øerne laa saa langt borte, at norske Biskopper ikke let kunde søge dem. Vanskeligere er det at forstaa, hvorledes Færøerne, hvis Befolkning er saa ringe, kunde underholde en Biskop selv med de tarveligste Fordringer, og at denne Bispestol kunde være Gjenstand for høiere norske Geistliges Ønsker. Og dog var det saa. Færøerne havde virkelig en liden Domkirke ved Kirkebø paa Strømø, og tilsidst blev der (mærkeligt nok ikke ret længe før Reformationen) gjort et mærkeligt Forsøg paa at reise en større Cathedral der, hvilken dog aldrig blev færdig, men endnu staar som en
