Side:Historisk Tidsskrift (Norway), fjerde Række, første Bind (1901).djvu/278

Denne siden er ikke korrekturlest

Ruin[1]. Noget Domcapitel kunde der dog naturligviis ikke være Tale om paa disse fjerne Øer, og derfor var det Nidaros’s Capitel, som i Forening med Erkebiskoppen besatte denne Bispestol, ligesom de islandske og Grønlands, hvilke ligeledes savnede Capitler. Nu havde det truffet sig saa, at Færøernes Bispestol tre Gange efter hverandre var bleven besat med Kanniker fra Bergen, hvilket naturligviis var en ren Tilfældighed. Men for en Rethaver som Arne stillede det sig anderledes. Han udfandt, at de tre Valg havd skabt en jus quaesitum for sin Domkirke, og da Biskop Erlend af Færøerne i Juni 1308 var død i Bergen, anmeldte han Dødsfaldet for Erkebiskop Jørund med Anmodning om, at der „efter Sædvane maatte blive valgt en ny Biskop af den bergenske Kirkes-Skjød“. Jørund og hans Kanniker levede, som vi vide, i Regelen paa Krigsfod, men dennegang vare de fuldkommen enige, og Erkebiskoppen udnævnte med Capitlets Raad en Præst Lodin i Borgund paa Søndmøre (som dengang hørte under Nidaros Stift) til Erlends Eftermand. Kort efter lod Jørund, idet han indbød Biskop Arne til et Concilium i Nidaros, denne med det samme vide, at han ved samme Leilighed agtede at indvie Lodin. Nu kom Arne ret i Harnisk, og der udspandt sig en lang Trætte. Jørund døde 11. April 1309, Nidaros Capitel anmodede da Biskoppen af Stavanger om at indvie Lodin, men Arne appellerede til Paven, men Lodin blev vel af den udvalgte Erkebiskop Eilif sat i Besiddelse af Bispedømmets Indtægter, men fik foreløbig ingen Indvielse. Omsider kom da Sagen for Paven under Conciliet i Vienne 1312, hvor Erkebiskop Nils af Upsala opnævntes til Voldgiftsmand mellem Erkebiskop Eilif og Arne samt deres

  1. Afbildet i Traps Beskr. over Danmark VI. S. 551.