Side:Historisk Tidsskrift (Norway), fjerde Række, første Bind (1901).djvu/28

stokratiet havde udøvet Valgmyndigheden paa sine egne og Rigets Vegne. Man maa ikke forestille sig, at Norge derigjennem var gaaet over fra Arverige til Valgrige, thi Valg var jo i Landsloven forudsat som extraordinær Foranstaltning, og Arveretten traadte strax igjen i Funktion, men maatte nu regnes fra den nye Konge, det vil sige fra Margrete. Efter en meget naturlig Fortolkning maatte hun nu betragtes som Konge og altsaa hendes Slægtninge som hørende til den nye norske Kongeæt. Da Margrete ikke havde Børn og aabenbart ikke tænkte paa at gifte sig igjen (uagtet kun 35 Aar gammel), opstilles nu hendes fjernere Slægtninge som Arvinger; dette er det, som udtales i Brevet af 16de Februar 1388. Hvis Arveretten skal regnes fra Margrete, bliver hendes Søstersøn Hertug Albrecht d. yngre hendes eneste Arving, idet efter Kongearvetallets 9de Arv „Kongens ældste ægtefødte Søstersøn“ skal være Konge, hvis der ikke findes nogen nærmere berettiget. Hvis han var død, vilde der efter Kongearvetallet ikke være nogen arveberettiget; men efter det private Arvetal vilde da Søsterdatteren være nærmest (8de Arv), og da hun selv ikke kunde blive Konge ved Arv, rykkede hendes Søn op i hendes Ret. Men Margrete har naturligvis ikke ønsket sin Søstersøn, Mecklenburgeren, til Arving. Man maatte altsaa finde paa en Udvei til at erklære ham for død, d. e. kassere hans Arveret, og dette er virkelig skeet i Brevet af 16de Februar. Ifølge dette har Dronningen forelagt de tilstedeværende „Rigets Raadgivere“ Spørgsmaalet om, hvem der var nærmest Rigsarving efter hendes Død; hun tilføiede, at hun helst saa, at hendes Søstersøn Hertug Albrecht blev Arving. Forsaavidt fulgte hun jo kun Lovens Ord, uagtet hun i Danmark i 1375 havde modsat sig Albrechts Arv ligeoverfor sin egen, mindre berettigede Søn, og siden