et Aars Kirketiender. Arne bestred vel ikke ligefrem hans Ret, men blev i høieste Grad forbitret over, at Eilif vilde lade Subsidierne indkræve gjennem en af ham selv beskikket Fuldmægtig, og vistnok endnu mere, fordi han hertil valgte Capelmagisteren, Provst Finn. Vi ville her ikke i Enkelthederne dvæle ved disse kjedsommelige Tvistigheder, i hvilke ogsaa Kongen, der synes at have taget Erkebispens Parti, blev inddragen. Deres Udfald kjendes ikke, og de vare neppe bilagte ved Arnes Død[1].
Denne indtraf 1314. Arne har altsaa ikke været Biskop mere end paa tiende Aar fra Indvielsen at regne, men dette korte Tidsrum har, som man seer, været en indholdsrig Episode i stiftets Historie. Det ligger nær at tro, at en Mand som Arne har havt stærk Lyst til selv at blive Erkebiskop, dengang da Jørund døde 1309. Han skrev ved den Leilighed, hvad der gjør et paafaldende Indtryk, et Brev til Domcapitlet i Nidaros, hvori han formaner Kannikerne til ved det forestaaende Valg „ikke at søge sit Eget, men hvad der er Christi og den hellige Kirkes, og til at tænke mere paa det fælles Bedste end paa private Interesser“[2]. Paa den anden Side kan det dog anføres, alt han, om han har drømt om selv at kunne blive postuleret, maaskee vilde have været mindre umedgjørlig i den da just paagaaende Strid om Besættelsen af Færøernes Bispestol.
I private Forhold, hvor hans Myndighed som Prælat ikke spillede nogen Rolle, tør Arne have været en velvillig og venlig Mand. Der er opbevaret et Par interessante Breve fra ham til fjerntboende Colleger i Kirkeprovindsen, der pege i denne Retning. Det ene er et
