være Erik Magnussøns forlængst døde Datter Margrete, bleven brændt i Bergen 1302. Som det saa ofte gaar i Verden, tog imidlertid uforstandige Mennesker den ulykkelige Kvindes Parti og mente, at hun virkelig havde været den, hun udgav sig for at være. At den virkelige Kongedatter var død i deres egen Biskops, Narves, Arme, og at hendes Lig derpaa var kommet tilbage til Bergen og jordet der, hjalp ikke. Man saa altsaa i den brændte Kvinde et Offer for skjændig Løgn og Uretfærdighed, og Skridtet derfra til at see en Helgen i hende var i Middelalderen ikke langt. Baalet havde været tændt paa Nordnes, „hvor slige Misgjernings Folk ere vante til at lade sit Liv“; her har altsaa, hvad der ogsaa andetstedsfra vides, været Bergens offentlige Rettersted[1]. – Der er da Kvindens Aske, der naturligviis ikke maatte komme i indviet Jord, blev begraven. Og snart hørte man om Jertegn fra Nordnes, der foregik Farter af „Pilegrime“ did, man fastede og gjorde Bønner til den foregivne St. Margrete. At fornuftigere Mennesker forargedes herover, følger af sig selv, men Uvæsenet synes dog at have gaaet for sig i længere Tid, inden Biskop Audfinn efter gjentagne Anmodninger endelig satte sig i Bevægelse og ved et mærkeligt Brev af 1. Febr. 1320[2] forbød saadan Helgendyrkelse under Trudsel af Excommunication. Men der hørte mere til at udrydde Forestillinger, der i den Grad tiltalte Menigmands Phantasi, og „Margrete“ vedblev længe at gjelde for en Helgen. En ny Oplysning herom er ganske nylig kommen for Dagen: Skaaney Kirke paa Island (i Borgarfjord) besad 1391 et Billede af „Margrete af Nordnes“, hvilket var den fattige Kvindes eneste
Side:Historisk Tidsskrift (Norway), fjerde Række, første Bind (1901).djvu/282
Denne siden er ikke korrekturlest
