selve Indholdet af Brevene, som havde vakt Botolfs eller hans „Herres“ (Capelmagister Finns?) Vrede, mindst vel det, der indeholdt Forbudet om Dyrkelsen af „Margrete“ (hvad de øvrige handlede om, vides ei), men man har ikke villet vide af, at Biskoppen tillod sig at lade Noget oplæse i den hans Herredømme formentlig ganske unddragne Apostelkirke. Selvfølgelig klagede Magister Arne til sin Biskop, og Audfinn var ikke den Mand, der fandt sig i saadant. Han lod strax (5. Marts) sognepræsten til Nicolai Kirke, Halvard, indstevne Botolf til at møde Dagen efter, men denne var ikke alene denne Stevning, men ogsaa en følgende overhørig. Ikke mindre end ni Vidnesprov bleve nu optagne, hvilke alle ere bevarede. Siden indfandt vel Botolf sig hos Biskoppen, men kun for at paastaa, at han ikke erkjendte dennes Dommermyndighed, men ind. skjød sig under Erkebiskop Eilif. Audfinn erklærede ham da at være falden i Ban for sin Fremfærd og klagede til Erkebiskoppen over ham, men denne svarede undvigende og raadede kun til Mildhed mod „dem, som vilde afbede sin Forseelse“, hvoraf vel maa sluttes, at Botolf tilsidst har gjort dette[1].
I samme Svarskrivelse (18. April 132O) havde Erkebispen ogsaa tilføiet, at han agtede sig til Bergen ved Pintsetid, da ogsaa den umyndige Kong Magnus Erikssøn var ventendes did. Denne kom ogsaa til Bergen, ledsaget af sin Moder, Hertuginde Ingeborg. Striden mellem Audfinn og Capelmagisteren, Provst Finn, var brændende. Om Botolf Haakonssøn hører man ikke mere, men Audfinn havde tilbagekaldt en Gave til Apostelkirken, som den fromme Biskop Narve i sin Tid havde skjæn-
- ↑ Dipl. Norv. VIII. No. 88–89.
