ket denne, nemlig Fane Kirke i Nærheden af Bergen[1], hvilken paa den Maade var blevet et kongeligt Capel. Dernæst havde han klaget over, at Præsteskabet ved Apostelkirken søgte at trænge sig ind i Byens Sognepræsters Menigheder og vilde øve sjælesorg i disse og da naturligviis med det samme tage Offer og andre Ydelser af Sognemændene. Han var ikke tilsinds at give efter i noget Punct og vilde henvende sig til Paven i Avignon. Som sendebud til denne anvendte han en af sine Kanniker, der siden skulde stige til de høieste Værdigheder, nemlig Mag. Paal Baardssøn, en Mand, hvem allerede Biskop Arne havde yndet og fremdraget; han var f. Ex. af ham bleven sendt til Nidaros i den Færøiske Biskopsstrid 1313. Paa sin Side var imidlertid heller ikke Provst Finn ledig. Imidlertid opnaaedes dog et Forlig, og begge Parter fandt sig i at modtage Erkebiskoppens og nogle andre Biskoppers Voldgiftsdom. Denne afsagdes dog først i August i Tønsberg og synes at have gjort Ende paa disse ubehagelige Tvistemaal for længere Tid. Fane Kirke maatte Audfinn opgive, men Apostelkirkens Ret til geistlig Virksomhed i Bergen indskrænkedes til at gjælde Kongehuset, samt Kongens Fehirde og dennes Familie. Mag. Paal behøvede altsaa ikke at foretage Noget i Sagen ved Curien, men han blev dog i Udlandet adskillige Aar og erhvervede, hvad der for en Nordmand var en sjelden Ære, Doctorgradèn saavel i romersk, som canonisk Ret i Orleans.
Forinden det nysnævnte Forlig kom istand, var ved St. Hans Tid 1320 et Provincialconcilium afholdt i Bergen, der maaskee er det mærkeligste af alle saadanne i Norge. Dets Statuter indeholdt nemlig de mest ud-
- ↑ Dipl. Norv. III. No. 59 og No. 117.
