tømmende og systematiske Forskrifter for Geistlighedens Virksomhed og Forhold, der haves[1].
Audfinn havde ikke været tilstede ved det store Rigsmøde i Oslo 1319 og mødte heller ikke der i 1323, da det norske Raad, misfornøiet med Hertuginde Inge- borg, overdrog Erkebiskop Eilif at udvælge en Drotsete som Rigsforstander; dertil valgte denne Norges dengang fornemste og rigeste Høvding, Hr. Erling Vidkunnssøn af Bjarkø og Giske. Med denne Mand kom Audfinn ikke til at staa paa den bedste Fod. Drotseten, der overtog Styrelsen paa en Tid, da Hertugindens Uduelighed og Ødselhed havde bragt Forvirring i Finantsvæsenet, har naturligviis maattet gjøre, hvad han kunde, for at forbedre Statsindtægterne, og maaskee i større Udstrækning, end nu kan paavises, søgt at skaffe Kronen Eiendomme tilbage, som ved Gaver eller Overdragelser vare den frakomne. Et Exempel kjendes just med Hensyn til Bergens Bispestol. Vi erindre, at Kong Erik Magnussøn havde skjænket „sin Ven“ Biskop Narve den værdifulde Eiendom Thorskar i Lofoten[2]. Den var derefter gaaet ind i Bispestolens Eiendomsmasse, men Hr. Erling vilde have den igjen. Audfinn gjorde tapper Modstand og har vistnok her havt Retten paa sin Side, hvorfor han ogsaa ved Dom beholdt Gaarden 1324, idet endog hans gamle Modstander Provst Finn optraadte til hans Fordel. Ikke længe efter søgte Drotseten at bevæge Geistligheden til at yde Bidrag til Kampen mod Russer og Kareler, der herjede i Norges nordligste Egne. Hertil var imidlertid
