Audfinn ganske uvillig og udtaler sig derom i et Brev til Erkebiskop Eilif, skrevet i Begyndelsen af Januar. Hans Hovedgrund til at negte Bidrag fra sit Stift er den, at Præsteskabet trykkedes af de stadige Udredsler til Paven, hvilke kun med stor Vanskelighed kunde bringes tilveie. Kort efter bortfaldt ogsaa dette Spørgsmaal, da der samme Aar sluttedes Fred med Novgorod hvorunder vore russiske Naboer hørte.
Om Høsten 1327 holdtes atter et vigtigt Provincialconcilium i Bergen. Erkebispen indtog naturligviis Forsædet, men Audfinn har dog ikke usandsynligt været den ledende Aand. Beslutningerne ere daterede 1. September. Høist characteristisk er, at der blev vedtaget, at nogle af Pave Bonifacius VIII’s Decretaler skulde oversættes paa Norsk og Oversættelsen anbringes paa Tavler ved Bispesæderne, ja endog i de større Landskirker. Disse Decretaler gik ud paa, at ingen Geistlig maatte indrømme Lægmænd, de være endog Keisere eller Konger, nogensomhelst Afgift, og at Keisere, Konger og alle andre Høvdinger, som forsøgte at paalægge Klerker eller Klostre Afgifter, bemægtige sig deres Gods o. s. v., skulde være faldne i Ban formedelst selve Gjerningen[1]. Og i Decretalets Opregning af alle verdslige Høvdingers Titler indførte de norske Prælater i sin Oversættelse Ordet Drotseter, uagtet der i Originalen ikke fandtes noget Ord, der kunde gjengives netop saaledes! Overhoved var det den 1282 døde Erkebiskop Jons Traditioner, som her aabenbart gik igjen; hans Navn var ogsaa nævnt og en Forordning af ham fornyet. Det er klart, at hans Christen-
- ↑ Det vil sige, at udtrykkelig Bansættelse var overflødig; de havde saa at sige bansat sig selv ved sin Handling (excommunicatio latæ sententiæ). Paa den Maade var f. Ex. Botolf Haakonssøn i 1320 efter Audfinns Paastand selvsagt i Ban.
