ret og Sættargerden af 1277, hvilke begge længe factisk havde været afskaffede, stod Hierarchiet for Øie.
Samtidig med dette concilium afholdtes i Bergen ogsaa et Møde af „Rigets bedste Mænd“, et Raadsmøde, hvori altsaa saavel Biskopper, som verdslige Raadsmedlemmer have deeltaget. Ogsaa den fremdeles umyndige Konge var tilstede. Drotseten og de verdslige Raader have ikke fundet sig i Prælaternes Optræden. Thi i Midten af September, 14 Dage efter at Conciliets Statuter vare vedtagne, maatte Biskopperne samtykke i en af Kongen udstedt Retterbod, hvorved udtrykkelig udtales, at Haakon den gamles og Erkebiskop Sigurds Christenret, altsaa netop den, som Jon i sin Tid havde villet afløse med sin egen, skulde være gjeldende Ret i Riget. Dette var vistnok allerede tidligere bestemt under Haakon Magnussøn, men den udtrykkelige Gjentagelse nu er tydelig nok en Protest mod, hvad der af Conciliet havde været, om just ikke besluttet, saa dog sikkerlig tilstræbt. Men paa den anden Side har Drotseten ved samme Leilighed lidt et Nederlag derved, at man fra nu af finder en Cantsler ved hans Side, uden hvis Medvirkning han ikke herefter, som hidtil, kunde udstede Kongebreve. Og hvad der her især maa interessere os, er, at den Mand, som nu kom i Besiddelse af det i flere Aar ubesatte Cantslerembede, netop var Audfinns Ven og Client, Dr. Paal Baardssøn, der for nogen Tid siden (i 1325 eller 1326) var kommen tilbage fra sin lange Udenlandsreise. Paal vides at have staaet i høi Gunst hos Hertuginde Ingeborg, med hvem han maaskee endog fjernt ude har været beslægtet[1], og vi finde i den følgende Tid ogsaa Audfinn i venskabelig Forbindelse med den derimod mod Drotseten høist forbitrede Hertuginde.
- ↑ Se min Krønike om Erkebiskopperne S. 104 fgg.
